Home » Kortfattet om websidens indhold

Kortfattet om websidens indhold

Biopsykologisk Institut har siden 1984 forsket i effekterne af menneskets nedarvede urhjerne, set rent adfærdspsykologisk. Målet har været at afdække, hvilken indflydelse vores medfødte urhjerne har på det moderne menneskes følelsesliv og adfærd, og forskningen har været målrettet til at definere hvilke medfødte, adfærdsbiologiske egenskaber, der danner de emotionelle fundamenter for adfærdspsykologien.

Det handler om en dybere forståelsen af menneskets evolution, nemlig hvordan vores emotioner skabes og udvikles, som Darwin, Freud, Jung og Maslow påbegyndte. Hvad det er for nogle egenskaber, det moderne menneske fødes med, og hvordan vi håndterer denne nedarvede adfærdsbiologi som social arv.

Vi har hidtil ment, at menneskelige emotioner, altså vores følelsesliv, var en social arv. Men mange er biologisk arv, en arv fra urtiden, inderst i hjernen, som er med til at styre både følelser og adfærd. Først da adfærdsbiologen Paul D. MacLean blev indstillet til Nobelprisen i 1985 fremkom der en videnskabelig dokumentation for, hvilken emotionel adfærdsbiologi mennesket nedarver og fødes med. Biopsykologisk Institut har siden baseret sin forskning på denne.

Urhjernens arv er nogle medfødte drifter, som er beregnet til at overleve i en grum urtid. Men i et moderne samfund er dele af de følelser, og dele af den adfærd drifterne skaber, imidlertid uhensigtsmæssige og giver os problemer, hvis de ikke formes i den sociale arv. Sådan har det været i titusinder af år, fordi vi ikke har vidst nok om, hvad vi skulle forme: en nedarvet urtid, i delvis modstrid med nutid.

Menneskets komplekse følelsesliv

I dag ved de fleste, at mennesket både har en biologisk- og en social arv. Vi fødes med en biologisk arv, hvor naturen har ”bestemt”, hvordan den skal være. Vi vokser op og får en social arv, hvor forældre og andre har ”bestemt”, hvordan den skal være. Vi får alle en biologisk og en social arv, vi ikke selv har bestemt, og dermed en personlighed vi ikke har haft den mindste smule indflydelse på at vælge. Det lever vi så resten af vores liv efter. Men sådan behøver det ikke længere at være!

I løbet af de seneste år er der efterhånden opstået en almen erkendelse af, at mennesket fødes med en urhjerne, der danner fundament for al den sociale arv vi opbygger, efter fødslen og i resten af livet. Men vores viden og erkendelse af urhjernens egenskaber, er bestemt ikke almindelig endnu!

Det er almindeligt, at mennesket fundamentalt set tillægges at være født med gode egenskaber. Men – der mangler fortsat en erkendelse af, at vi tillige er født med instinktive overlevelsesevner, hvor egoet hos det enkelte individ (brutalt) kan sættes før alt andet.

Urhjernen rummer altså egenskaber, vi synes er dårlige og ofte umenneskelige, og de erkendes ikke, hverken som individ, eller i pædagogik, i psykologi, psykoterapi eller coaching. Vi er f.eks. født til at være både racistiske, egoistiske, grådige, utålmodige, voldelige og kyniske – som en del af vores medfødte adfærdsbiologi.

Næstekærlighed er derimod IKKE en medfødt evne fra urhjernen. Men vi er født med senere udviklede hjernedele, som er disponeret til at kunne lære tålmodighed, tolerance, retfærdighed, gavmildhed, ydmyghed og medmenneskelighed.

Biopsykologiens budskab

“Et moderne humanistisk samfund er en svær opgave for vores medfødte, urgamle hjerne.”

Mennesket har nedarvede drifter, der kan skabe dårlig adfærd og dårlige følelser, som vi ikke anerkender i et moderne samfund – men værst – som vi fornægter, at alle mennesker rummer. Vores børn fødes med dem!

Tegning: Per Marquard Otzen

I denne manglende erkendelse, har vi givet social arv skylden for mange af de dårlige sider i mennesket, og de typer af adfærd vi helst vil undgå. Derved kommer biologisk arv og social arv til at konflikte og modarbejde hinanden. I stedet skal vi have de forskellige hjernedele til at samarbejde. Forældre har, ofte uretfærdigt, fået skylden for børns adfærd, selvom den dybere årsag er biologisk arv. Mange voksne har måtte leve livet med unødvendige, lave selvfølelser, som f.eks. usikkerhed, ikke gode nok, lavt selvværd, skyld og dårlig samvittighed.

Vi må nødvendigvis erkende, at vi er født med adskillige stupide evner, med forskellige typer af udadrettet adfærd, som f.eks. at lyve, stjæle, dominans, hævn, magtkampe og aggressive handlinger. Evner der oprindeligt hjalp urmennesket til at overleve, men som vi slet ikke har brug for i vores moderne verden. Rå, urbiologiske egenskaber der fastholder os på urtidens, umenneskelige stadier.

Netop derfor er vi nødt til i vores sociale arv, bevidst og målrettet, at lære de adfærdsformer vi anser for relevante i vores nutid. Der skal opbygges en intelligent, etisk bro mellem biologisk arv og social arv i vores hjerner. Uden fundament i nedarvet adfærdsbiologi, får adfærdspsykologi ingen vedvarende effekt.

Vi er født med en biologisk arv, der får os til at opføre os som primitive dyr, medmindre vi lærer om generel medmenneskelighed i vores sociale arv. Uden en erkendelse af, at mennesket er født med urmenneskets brutale og kyniske sider i os, vil vi aldrig kunne udvikle vores etikker, moraler og adfærd i mere humane retninger.

Essens

Vi fødes alle med kimen til både godt og ondt, som en arv fra urtiden. Arven rummer adfærdsinstinkter til alt det, vi gerne vil gøre af gode ting. Men arven rummer også typer af adfærd, som vi i et moderne samfund ikke vil acceptere.

At bryde den sociale arv er dybest set en misforstået beskrivelse. En social arv er et begreb for, hvad vi har lært, efter vi blev født. Findes der en adfærd vi ikke kan, har vi blot ikke har lært den! Vi har rent principielt heller ikke lært noget forkert.

Det vi kan, har vi lært. Det vi ikke kan, har vi ikke lært. Det gælder både den sociale arv den biologiske arv, som vi må finde os i at leve med hele livet. Det moderne menneske må derfor lære at acceptere, at vi alle fødes med kimen til typer af adfærd, som er både uetiske, umoralske og skadelige. Men vi kan styrke og dæmpe arv.

Der kan læres mere. Vi kan lære at udnytte de gode sider af den biologiske arv, og modsat lære at håndtere de dårlige, så de ikke bliver en del af vores adfærd. Vi kan ikke aflære, det lærte, men vi kan tillære os, at gøre noget andet. Jo tidligere i livet – jo bedre.

Vi kan ikke ændre hverken den biologiske eller sociale arv. Men vi kan lære at håndtere dem begge – og lære nyt!

Hvordan kommer du videre?